Af Thomas Hauger – tidligere landsformand for DATS (Dansk Amatør Teater Samvirke) og præsident for amatørteatrenes verdenforbund AITA/IATA.
Sikke en aften i selskab med Zorro. Isabels Allendes skønne helteroman er her omsat til scenen og helt i hendes ånd i den magiske realisme, der præger så megen sydamerikansk kunst.
Vi vil tage vores land tilbage, synges der et sted – og det er det der gør forestillingen til et patriotisk friheds epos. Men der er mange flere kampe: kvindernes ligeberettigelse, indvandrerne – her sigøjnerne fra Spanien – der har så megen visdom at tilføre den lokale kultur i Californien og ikke mindst konflikten mellem brødrene. Det er et sandt Kain og Abel motiv der bliver motoren for forestillingen. Jeg fik næsten ondt af tyrannen Ramon, der bliver overset af sin far og af den grund udvikler sin ondskab og sine tyranniske evner.
Kun broderen/Zorro forstår ham faktisk når han et sted siger, at Ramon kun fører nødvendighedens politik.
Det er et fremragende manuskript der her forløses for vores øjne i Arnbjerg. Her er drønende sensuelle og fremragende dansende sigøjnerpiger. Her er tåbelige soldater, der tumler kluntet rundt. Hele ensemblet har sjældent fungeret så godt som her. Den enkeltes karakter er klar. I hver eneste hjørne på scenen spilles der med – det er vidunderligt at overvære!
I blandt de bærende roller har man i denne amatørforestilling “snydt” og taget et par professionelle med. Men når det “snyderi” har den fremtrædelsesform som her, så er jeg med på den. Ydmygheden overfor forestillingen og medspillerne og deres åbenbare brug af et stort talent var klart en gevinst. Sikke en mandighed og sikke en kvindelighed! Deres indsats trak hele ensemblet med i en forrygende tilstedeværelse i hver eneste sekund.
Jeg vil ikke fremhæve enkelt præstationer blandt amatørerne – det finder jeg upassende at gøre – men hold op hvor var I dygtige til at udfylde jeres karakterer.
Og her kommer jeg til den store ros. Den tilkommer instruktør, koreograf, kapelmester, fægte instruktør- sikke nogle åndeløse slagsmålscener, sikke en timing – kostume ansvarlige, teknikken ja alle.
Samspillet mellem manuskriptets nødvendighed for en vigtig historie og spillerne og alle de ansvarlige for dette års spil gjorde det til et af dem der vil stå stærkest hos mig. Ny slags musik fra de vidunderlige Gipsy Kings fik benene på stolerækkerne til at bevæge sig i helt nye mønstre. Skønt!
Jeg vil underholdes med holdning og jeg vil røres når jeg går i teater. Og det skal jeg da lige love for at jeg blev. Stort mod og dristighed – tak for det!
Af sted alle sammen!
Glemt er alt mit raseri over den dybt reaktionære, kvindefjendske BYENS BEDSTE HOREHUS – I er på sporet igen 7-kanten!
Thomas Hauger
