7-kantens Ungdomshold opfører til marts 2017 stykket Cassazione, der er skrevet af den danske dramatiker Andreas Garfield. Cassazione betyder ”afsluttende musikstykke”, og stykket tegner et ærligt billede af ungdomslivets paradoksale spændinger mellem kærlighed, angst og ensomhed.
Stykket handler om seks unge mennesker, der alle har været til den samme fest. Selv om de ikke alle kender hinanden, bliver de unge menneskers tråde vævet ind i hinanden på kryds og tværs med den (for nogle) skæbnesvangre fest som fælles knudepunkt.
I år består Ungdomsholdet af seks ambitiøse og teaterglade unge mennesker, der alle går i enten 8. eller 9. klasse. Alle har de teatererfaring, så det er ikke nyt for dem at optræde og stå på en scene. Det intime antal medvirkende gør, at der i særligt høj grad kan arbejdes intensivt med de enkelte roller. Udover arbejdet med skuespillet og replikkerne skal de unge også i et samarbejde med instruktøren og scenemesteren selv være med til at udvikle og fremstille scenografien i 7-kantens værksted på Kærvej.
De medvirkende i Cassazione: Sofie Platz (LAURA) Henriette Hornbak (OLIVIA) Christina Graversgaard Thøgersen Hansen (JULIE) Fie Nørgaard Nielsen (ALMA) Sune Gundesen (ALEXANDER) Alexander Wessel Rasmussen (PELLE)
Instruktør: Majbrit Refstrup Jensen