7-kanten, den vestjyske amatørscene, præsenterede Varde Sommerspil ”Syv Brude til Syv Brødre” på Friluftsscenen i Varde med premiere lørdag, den 26. juni 2011 kl. 20.00.
”Syv Brude til Syv Brødre” er en amerikansk western musical med square dance og sus i skørterne, store danseoptrin og en handling, der kalder smil og latter frem hos publikum i alle aldre. Vi møder syv ungkarle, der lever en rigtig mandetilværelse på en afsides farm i Rocky Mountain bjergene, og vi møder servitricen, Millie, som påtager sig at få nogle pæne og ordentlige fyre ud af de uopdragne brødre, så de optræder civiliseret og velsoignerede.
Bagtanken er at få de seks øvrige brødre gift, så hun kan beholde sin udkårne Adam alene på farmen. Planen lykkes. Men brødrene skal gennem slagsmål med de lokale rivaler og et veritabelt bruderov og have hjælp af en lavine, før de alle glade kan holde bryllup.
Forestillingen blev opført fra den 26. juni – 9. juli, hver aften kl. 20.00. Søndag, den 3. juli kun kl. 15.00.