Teatret 7-kanten, som står bag Varde Sommerspil, kan se tilbage på en stor kunstnerisk succes med musicalversionen af Susanne Bier og Anders Thomas Jensens film. Forestillingen var samtidig en udendørs Danmarkspremiere.
– Årets sommerspil har helt afgjort været en publikumssucces målt på de mange positive tilkendegivelser, som vi har modtaget både på SoMe, på mail og fra folk, der har henvendt sig direkte til os, siger formand for Teatret 7-kanten, Allan Bendix Poulsen. Han glæder sig også over de mange flotte anmeldelser – blandt andet i JydskeVestkysten, som gav ”Den skaldede frisør the musical” seks stjerner.
Publikumsantallet nåede op på 16.302 med en demografisk fordeling, der dækker så godt som hele Danmark, og det resultat er man tilfreds med i 7-kanten, selvom man havde håbet på, at titlen havde haft en bredere appel blandt folk.
– Der er nok ingen tvivl om, at filmversionen som sidste års forestilling ”Baronessen fra benzintanken” byggede på, var mere kendt blandt folk i almindelighed, men vi skal fortsat turde at udfordre både publikum og vores medvirkende med nye forestillinger samtidig med, at vi også indimellem sætter mere velkendte titler på plakaten, siger Allan Bendix Poulsen.
Næste års sommerspil bliver således ”Oliver!”, som er bygget på Charles Dickens udødelige roman om Oliver Twist. Det er tredje gang, at Teatret 7-kanten præsenterer denne musical på Friluftsscenen i Varde. De to første gange var i 1983 og 2000.
– ”Oliver!” er en helt anden type forestilling, så i 2026 skal vi også bruge en masse dygtige børn på scenen. Der bliver afholdt audition den 25. og 26. oktober, slutter Allan Bendix Poulsen.