Anni Pedersen syr kostumer til årets sommerspil

Publiceret 

Janderup: Der er travlt på amatørscenen 7-kantens systue, hvor Anni Pedersen er i fuld gang med at sy kostumer til årets sommerspil “Chaplin the Musical”. Hovedpersonen går meget i sort tøj, men der er knald på farverne i de flotte festkjoler, der kommer på scenen i forbindelse med filmbranchens uddeling af Oscar-statuetter.

– Jeg har da syet meget tøj både til mine børn og mig selv, men det er noget helt specielt at sidde med de fine stoffer til en flot festkjole, siger Anni Pedersen i en pressemeddelelse.

– Det er en fornøjelse at være med. Der er et fantastisk sammenhold og et godt klima, og det er helt unikt, hvad vores dygtige leder, Agnethe Vestergård Pedersen, kan få frem af kreationer, siger hun. – Da jeg var kulturkonsulent, holdt jeg mig ude af foreningsarbejde for ikke at sidde og behandle sager om økonomi og aktiviteter i foreninger, som jeg var aktiv i. Men år efter år har jeg glædet mig til at se scenografien og kostumerne ved sommerspillet, og jeg har ventet på selv at kunne være med på syholdet, siger Anni Pedersen.