Bjarne, Carl, Inge, Kirsten og Holger udnævnt til æresmedlemmer

Det velbesøgte medlemsarrangement “Bobler, fællessang og kaffe” lørdag den 10. januar blev ekstra festligt, da formand Allan Poulsen kunne løfte sløret for, at bestyrelsen havde udnævnt fem nye æresmedlemmer.

De fem æresmedlemmer er:

Bjarne Refstrup Jensen, Carl Jager Nielsen, Inge Vad Wodskou, Kirsten Jensen og Holger Vad Sørensen.

Allan Poulsen sagde følgende i forbindelse med udnævnelsen:

I dag har vi den store fornøjelse at hædre fem personer, som gennem adskillige år har ydet en helt særlig indsats for Teatret 7-kanten. Det er derfor med stor glæde og dyb respekt, at vi i dag udnævner Bjarne Refstrup Jensen, Holger Vad Sørensen, Kirsten Jensen, Carl Jager Nielsen og Inge Vad Wodskou til æresmedlemmer.

I har alle været en del af 7-kanten så længe, at foreningen næsten ikke kan huske sig selv uden.  Igennem årene har jeres engagement været både vedholdende og forbilledligt. I er ikke bare en del af 7-kantens historie, I er en del af inventaret.
Uanset om det har været i bestyrelsesarbejde, i det daglige praktiske arbejde eller som en samlende kraft i fællesskabet, har I altid beredvilligt stillet op.

Det, der særligt kendetegner jer, er engagementet og evnen til at samle mennesker, samt jeres store frivillige arbejdsindsats. Med et roligt overblik, et stort hjerte for foreningen 7-kanten og en stærk loyalitet, har I hver især været med til at forme 7-kantens kultur og værdier, og I har værnet om den særlige 7-kant-ånd, som vi i dag er så stolte af. Nogle mennesker sætter spor – I har sat aftryk.

Et æresmedlemskab gives ikke for en enkelt indsats, men for mange års dedikation, der rækker langt ud over det forventelige. Og netop derfor er denne hæder til jer yderst velfortjent.

På vegne af hele 7-kanten og bestyrelsen vil jeg gerne sige en stor og hjertelig tak for indsatsen, engagementet og den forskel, I alle har gjort. Vi håber, at I alle fortsat vil føle jer hjemme her i 7-kanten – nu også som æresmedlemmer.

Kære Bjarne, Holger, Kirsten, Carl og Inge – stort tillykke og tak!

Efterfølgende knyttede bestyrelsesmedlem og systueleder Agnethe Vestergård Pedersen nogle ord på de enkelte æresmedlemmer, og de fik hver især lejlighed til at fortælle et par anekdoter fra deres store virke i 7-kanten.

Eftermiddagen stod i øvrigt i fællessangens tegn, idet Nordea-fonden har doneret 40 højskolesangbøger til 7-kanten.

Karen Vestergård Pedersen akkompagnerede de sangglade medlemmer, og Nordea-fonden havde også bidraget til traktementet, som bestod af kaffe, kage og et glas bobler.

Desuden gav formand for byggefonden, Jens Bach Mortensen, en grundig, virtuel rundvisning i Varde Teater- og Musikhus, som forventes at stå færdigt ultimo 2026.