Martin Brygmanns nye CD kan nu købes hos Bog & idé Varde

Det er ikke nogen tilfældighed, når CD’en bærer titlen ”Fyrtøjet – en gnist i Andersens liv”. Det er nemlig også titlen på 7-kantens sommerspil med premiere den 1. juli 2021, hvor Martin Brygmann selv spiller rollen som H.C. Andersen.

– H.C. Andersen er en del af mit DNA, og fordi han var så forbistret god til at fortælle historier, skylder jeg ham, at hans berømte fortælling om Fyrtøjet bliver ledsaget af et stort fokus på melodierne, som jo er musikkens historiefortæller. Jeg har bestræbt mig på at holde melodierne enkle og iørefaldende, og jeg har skævet lidt til de store mestre (bl.a.  Kai Normann Andersen og Oluf Ring), så det lugter en smule af ’gamle dage’, samtidig med at det lyder friskt og sprødt, siger Martin Brygmann.

CD’en indeholder 12 numre, og sangene bliver sunget af blandt andre Kaya Brüel, Pelle Emil Hebsgaard, Andrea Lykke Oehlenschlæger og selvfølgelig Martin Brygmann selv.

– Det er en supergod timing, at CD’en udgives nu, for så kan publikum lære de iørefaldende sange at kende i god tid, før forestillingen skal spilles til sommer, siger PR- og marketing manager i 7-kanten, Ole F. Gudmundsen.

Købere af CD’en får i øvrigt som de første en helt unik mulighed for at høre sangene, da de først bliver tilgængelige på streamingtjenesterne senere på året.