Intromøde til Varde Sommerspil den 27. februar

Mandag den 27. februar kl. 19.00 inviterer 7-kanten til intromøde om Varde Sommerspil i Varde Teater- og Musikhus, Vestervold 11 C, 6800 Varde.

Alle er velkomne. Vi håber, at der dukker nye potentielle medlemmer op, som har lyst til at give en hånd med i forbindelse med sommerspillet. Vi mangler frivillige til næsten alle afdelinger.

Måske har du en skjult følgespotfører i dig, eller måske har du mere lyst til at hjælpe på værkstedet med at producere scenen til forestillingen. Det kan også være, at du er den helt perfekte kaffe- eller issælger. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænsen for, hvad du kan beskæftige dig med til sommerspillet. Under alle omstændigheder bliver du en del af et fantastisk fællesskab.

I forbindelse med intromødet vil instruktør Carsten Friis fortælle om forestillingen, scenograf Jens Frausing gennemgår scenografien, og kostumedesigner Agnethe V. Pedersen beskriver idéerne til årets kostumer.

Senere på aftenen bliver man inddelt i forskellige grupper, der er mere målrettet de opgaver, som de enkelte afdelinger skal løse. I de enkelte grupper vil der være en kontaktperson, som tager sig godt af de nye frivillige.