7 kanten Logo09102014

NYHEDER FRA 7-KANTEN

Årsberetning for 7-kantens diverse udvalg

Formanden har ordet: Inge Vad Wodskou

Beretning fra bestyrelse og forretningsudvalg:
I december kommer DATS med den glædelige udmelding om, at 7-kanten nu er Danmarks største amatørteater - målt på både medlemstal og publikummer. Foran både Esbjerg og Frederiksberg amatørteatre. Vigtigt at få markedsført til alle kanaler.
Bestyrelsen har haft 11 møder, forretningsudvalget har haft 12 møder, Det var et spændende forår - et forår med mange skønne forestillinger.
Fra 1. August har vi ansat Tatjana Johnsson på fuld tid, som PR & Sponsorchef i 7-kanten. Dette er gjort med ønsket om og behovet for, at vi investerer i fremtiden, idet en af bestyrelsens visioner er synlighed, og atter synlighed. I efteråret 2014 har vi fået ovenud megen omtale af både teaterstykker og PR events i pressen.
Sideløbende med det daglige arbejde har der været et stort samarbejde med Varde Kommune, først og fremmest om økonomi og tilskud, men også om projektet om at flytte til Varde med et nyt teater- og kulturhus administreret af 7-kanten. Forløbet har været følgende:


Lokaleforhold

27. maj - møde på Titan m. Varde Kommune. Der arbejdes intenst på en løsning fra kommunen. Bent Peter Larsen vil forsøge at skaffe 1. mill til forarbejdet.
Maj 2014: Møde med tekniske folk fra Plan og Teknik. De har nu forståelse for vort ønske om større lokaler.
10. juni i 7-kanten m. Kultur og Fritid: Inge, Flemming og Gitte havde 20 minutter til at rundvise medlemmerne af Kultur og Fritid, så de ved selvsyn fik forståelse for nødvendigheden af mere plads.
Lisbet Rosendahl har efterfølgende meldt tilbage at det var en god rundtur og at Kultur og Fritid indstiller behandling af vores 4 årige budget til budgetseminar til september -økonomiudvalget mødes 20. og 27. august og byrådet 2. september 2014.
D. 12.06.2014: Vi skal i foreningsregi have sammensat et udvalg, hvor vi får defineret vores behov
Uge 27: Flemming, Toke og Gitte har i samarbejde udarbejdet en oversigt over lokalebehov i det nye kulturhus. Denne er på et møde gennemgået med Bo og Kirstine Gottlieb fra Varde Kommune og ligger til grund for det arbejde kommunens stab nu har sat i gang, for at lave materialet der skal bruges til fonds- og sponsorsansøgninger.
Den 05.09.2014: Modtaget fonds/sponsor ansøgningsmateriale på det nye Kulturhus fra Varde Kommune
D. 15.09.2014: Der er pladsmangel i kostumeafdelingen. Kommunen har ingen ledige opvarmede lokaler. Inge tilbyder ”tog-afdelingen”. Agnethe takker ja. ”My Fair Lady” flytter ind hos Inge
D: 20.01.2015: Møde m. Bent Peter Larsen, Jørgen Nielbæk og Kirstine Gottlieb. Plan B, hvis Kulturhuset ikke lykkes, vil et alternativ iflg. kommunen være Remisen/Gamle Vestbane, Varde.
Varde Kommune - udbygning af samarbejde
D. 25. juni 2014: Byrådet og repræsentanter fra 7-kanten mødes til følgende program:
Velkomst og overordnet info v. Inge
Publikumsanalysen/Musical Forum v. Benny
Kostumer v. Jytte
Teknik v. Toke
PR v. Tatjana
Scenemodeller – historist udvikling v. Alice
Opbygning af scenen v. Bjarne
7-kanten set ude fra v. Carsten
Herefter er Varde Kommune vært med let forplejning.
Vi gør alt hvad vi kan for at gøre opmærksom på foreningens behov overfor kommunen. Samarbejdet er rigtig godt. Erik Buhl har mundtlig inviteret prinserne og prinsesserne til premieren på Shrek.
7-kanten er tilstede ved alle Kommunes officielle møder(v Kultur & Fritids møde i Helle Hallen den 25. august, Varde 2030 den 27. august, Kulturspinderiet den 8. september etc. etc)
Den 4.11.2014
møde med Erik Buhl, Bent Peter Larsen, Lisbet Rosendahl, Kirstine Gottlieb, FU og Tatjana om afslag for 4 årigt tilskud og muligheder for løsninger her og nu + langsigtet og holdbar strategi. Kommunen er informeret om det kalkulerede store underskud i 2014. Der sendes ansøgning om ekstraordinært tilskud i 2014 t. Kommunen.
18.11.2014
Et årligt tilskud er afvist af byrådet. Møde med Bent Peter Larsen, Jørgen Nielbæk, Kirstine Gottlieb og Gitte Flycht ang. storsponsor- og fondsmuligheder. En ”Erhvervs-sponsor-gruppe” holder brainstormmøde den 8.dec. i 7-kanten.
Der er hurtig opfølgning fra kommunens side, på de lovede tiltag. Både i Kommunalt- og i 7-kanten-regi arbejdes der intenst på, at finde midler til promovering af en sponsor på Billetterne. Tidligere har kommunen fået rettigheder som guldsponsor (fordi de har betalt tilskud til afslutningsfesten).
Den 24.11.2014 sendt ansøgning om bidrag til kalkuleret underskud (på ca. kr. 600.000) i foreningen i 2014.
Den 10.12.2014 Afslag på ansøgning om bidrag til underskud i 2014. Der arbejdes på at skabe en rammeaftale med virkning fra 2015. Møde om ”ramme-definering” den 20.01.2015
D.20.01.2015: Bent Peter Larsen, Jørgen Nielbæk, Kirstine Gottlieb, Inge V.W., Tatjana og Gitte afholdte møde med overskriften ”rammeaftale”. Kommunen er positive overfor en ny ”ordning”.
Gitte har lavet en oversigt over alle de mange aktiviteter vi har i foreningen og har lavet et økonomisk oplæg på kr. 800.000.
Iflg. Kommunen gør det ingen forskel for dem, om vi er en forening eller en institution set ud fra tilskuds-perspektiv. Kommunen tænker 7-kanten som en central enhed i det nye Kultur/Teaterhus på Kulturspinderiet.
Hvis det ikke kan lade sig gøre at bygge på Kulturspinderiet foreslår Varde Kommune ”Remissen” som et alternativ – dette betragtes ikke som en optimal løsning set fra 7-kantens side – da synergieffekten med rekvisitlager m.v. på Kulturspinderiet har en utrolig stor værdi for fællesskabet i foreningen + bygningernes begrænsede omfang.
7-kantens erhvervskub er under konstruktion (samarbejde mellem ProVarde, Jørgen Nielbæk og Tatjana)

Medlemspleje/Danmarks Største amatørteaterforening

Fra sæson 2014/2015 udvides medlemsfordele med:
En fribillet til premieren til sommerspillet til alle medlemmer. Behandlet i sommerspiludvalg og godkendt af bestyrelsen
Medlemmer får 25% rabat på billetter til forestillinger i 7-kanten (billetter på Place2book)

Indføjes i ”medlems-folderen” fra den 1.8.2014.

Sommerspiludvalg

Sommerspil 2014: Med ”Byens Bedste Horehus” opførte vi igen en succes. 26.500 så forestillingen, og mere end 1600 spiste i skovtursteltet. På trods af at vi havde budgetteret med ca. 2000 flere publikummer, genererede sommerspillet et overskud på ca. 750.000 kr. Dette resultat er ganske flot set i lyset af, at der var VM i fodbold. Ses tilbage i opførte forestillinger, er der ikke meget forskel fra andre år med VM, hvor tallet også har været ca. 27.000 publikummer. Dette er en fakta, som selvfølgelig skal indgå i fremtidens planlægning, når der udvælges stykker.
I 2014 indførte vi online udlevering af fribilletter ved at udsende en kampagnekode til alle der havde ret til fribilletter. 80 % havde deres kode allerede d. 21 marts. Dette har sparet foreningen et stort beløb samtidig med at rigtig mange timers arbejde, er sparet. Dette fortsættes i 2015 med forbedringer. 2014 var også året, hvor billetter blev solgt fra Kolding, det gælder både online salg som i dag er mere end 85 % og telefonsalg. En nylig opgørelse viser at ca. 71 % af solgte billetter-sælges uden for Varde Kommune.
Med ”Shrek - The Musical”, som opføres i 2015, afholdt vi en meget tidlig audition, hvor mere end 200 meldte sig til prøven. Denne forestilling er nok en af de største, der opføres af Varde Sommerspil, idet den sætter store krav og udfordringer til alle. Det er eventyr, når det er bedst.
I 2016 har vi som de første i Danmark erhvervet rettigheder til et andet stort eventyr med forestillingen ”ZORRO” af Isabelle Allende og musik af Gipsy King. En ensemble forestilling med nye danse idét, der skal danses flamingo.
2014 har været et godt år for Varde Sommerspil. Vi har genereret et stort overskud samtidig med at vi har de hjælpere der skal til for at opføre et sommerspil.
I december 2014 var der i sommerspillets publikumshistorie 1 million billetter solgte. Bliver markeret i 2015.

Vinterspil udvalg

“All Shook Up” spillede på Musikhuset i slutningen af februar, uge 9. Det blev en festlig forestilling med masser af Elvis musik, der bar stykket frem, både kendte og mindre kendte sange. Vi spillede for godt og vel 1800 publikummer over 6 forestillinger. De unge talenter var under ledelse af instruktør Peter Secher Schmidt, koreograf Berit Borg, korleder Mona Britt Nykjær, vocal coach Ole Jørgensen og Kapelmester Dennis P.

PR-Udvalg

Digitalt fotoarkiv

Vores digitale fotoarkiv flyttes over på værten ’Flickr’, der er gratis, og hvor vi kan spare omkring 15.000 kr årligt på en server ’host’. PR udvalget opdaterer fra sommerspillet 2014 og fremefter med foto albums i arkivet. Der gemmes og ryddes op løbende, så der kun er ca. 20 fotos i hvert album, undtaget sommerspil og vinterspil, hvor der gerne må være lidt flere billeder. PR udvalget efterlyser folk, der har været længe nok i foreningen til at skrive navne på folk og sortere, da vi har små 30.000 billeder liggende, som man ikke kan søge på! Dette kan gøres hjemmefra pc’en. Har du interesse i at hjælpe et par timer, så kontakt Tatjana: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Bladets fremtid

I PR udvalget diskuteres ofte indhold i vores medlemsblad. Skal det fortsat være et blad med hovedvægt på før- og efteromtaler af teaterstykker, eller skal der være artikler om teater og kultur generelt? PR udvalget vil også gerne have en diskussion i gang omkring bladet, om det skal spares væk, eller udkomme færre gange årligt, men med flere sider. En snak skal til i foreningen, om de alternativer en sådan forandring kan sætte i gang: Mere materiale ud for at synliggøre foreningen, hvor det handler om kostumer, teaterhold og sæsonplan. Digitale nyhedsbreve, der også printes ud til dem der ikke bruger pc, så alle føler sig oplyste.

PR & Sponsorchef på fuld tid

Bestyrelsen ansætter Tatjana Johnsson som PR & Sponsorchef fra 1.8.14
Det første år skal hendes ressourcer bruges i foreningsregi på at skabe synlighed for 7-kanten med henblik på ekspandering og eksponering, for at bane vejen for et nyt teater- og kulturhus med beliggenhed i Varde. Et tættere samarbejde med kommunen ligger Tatjana på sinde, for at et nyt teater kan blive en realitet. Vigtigt at kommunen og indbyggerne i Varde kommune, kan se, at 7-kanten rækker endnu længere end vores skønne sommerspil. Mangfoldigheden i foreningen skal klarlægges for kommunen for at kulturstøtte kroner, kan søges.
Efter et år, vil Tatjana indgå i foreningen, som Agnethe i systuen, hvor hun kan udføre eksterne arbejdsopgaver.
Tatjana har arbejdet på at få en erhvervsgruppe op at stå, for at generere større opmærksomhed fra erhvervslivet. Den lanceres til kommunens erhvervskonference midt i marts. Herom følger. Kommunen bliver eventyrlig ’Shreklig’ grøn, hvilket blev styrket ved at kommunen valgte natur, som deres nye vision. En nydannet eventgruppe, hvor alle kan være med uanset skuespiller evner, har optrådt til mange events fra Nørholm gods til Høstfest i kommunen. Vi har deltaget i begge VAKS programmer op til ferier med optræden på biblioteket. Desuden er der søgt fondsmidler og nye sponsorer er kommet til. Til maj bruges der allerflest kræfter på at få nye sponsorer. Medlems- såvel som sponsorpleje, er også vigtige instanser. Nye samarbejder er sat i gang med både Sea West, Nymindegab Camping, Varde Fotoklub og mange flere.
Tatjana mener det er yderst vigtigt, at 7-kantens medlemmer hele tiden er oplyste om de tiltag, der foregår i foreningen og i hvilken retning bestyrelsen ønsker at gå, når der tales om synlighed og markedsføring. Der skal være tæt dialog for at det lykkes med nye tiltag.

Eventgruppen

Tatjana danner en eventgruppe, der kan træde til for at synliggøre 7-kanten til diverse arrangementer i kommunen. Alle kan melde sig i gruppen, der satses især på alle dem, der ikke til daglig har allermest travlt på scenen, og er i et øveforløb. Alle i foreningen kan være med! Gruppen har deltaget i samarbejde med Varde Handel til: Late Nite, Black Friday, HøstFest (sammen med Spiseriget). På Biblioteket har 7-kanten været repræsenteret af Hans Gundesen, som Cykelmyg oplæser, Varde årets cykelkommune/VAKS program). Robert, Hans og Arne deltager sammen med Varde Kommune i byvandring med afsløring af ’nye’ lygtepæle i gammel stil. Hans optrådte endvidere, som kejserlig konferencier til Varde Fest- og Kulturuge, hvor også All Shook Up statuer dannede espalier på torvet. Eventgruppen arbejdede i hold ved deltagelsen på fødevaremessen på Nørholm Gods ved Sig. På samme messe blev julemanden vækket i den gamle vandmølle, hvor en hel nissefamilie spredte hygge og stemning. Indtil videre har Tatjana en liste på cirka 30, hun kan ringe til i forhold til de ønskede typer, der efterlyses. Der måtte gerne være flere forældre med børn, der kunne ringes til. Disse arrangementer giver både synlighed, sammenhold og hygge samt masser af sjove PR fotos i aviserne (også som reklame for kostumeafdelingen) samt penge i kassen.

Ungdomsholdet

Har i sæsonen været under kyndige hænder af makkerparret “H&M” - Hanne Hansen og Mette Møller Sørensen. Ungdomsholdet opførte “Lever vi eller er vi kun til?. Et stykker de selv kender godt, da de spillede med i samme stykke hos de Erfarne Unge, men så alligevel ikke helt på samme vis. De unge instruktører fik tilladelse til at omskrive lidt og til at komme med tilføjelser. Det blev til 4 sange i forestillingen, veludført af de 13 skuespillere. Forestillingen spillede i teatersalen i Janderup fra den 9. april til den 12. april.
De erfarne unge
“Et sted mellem anden og tredje” blev instrueret af Henrik Thygesen. De bød publikum velkommen i elevatoren med stærke skuespilpræstationer fra de 7 erfarne, unge skuespiller. Stykket handlede om mødet mellem mennesker, som bliver fanget i en elevator med ukendt destination med de tanker og forpligtelser, som rollerne hver i sær bragte med sig. Forestillingen spillede i teatersalen i Janderup fra 5. november til 8. november.

7-kantens underholdningsgruppe

7-kantens underholdningsgruppe ”Lidt af hvert”, kører fortsat for fuld styrke. Der har i det forløbne år været 15 arrangementer. Vi har også haft den glæde og fornøjelse, at have et par arrangementer i 7-kantens lokaler, hvor en forening booker sig ind med en samlet pakke, der omfatter rundvisning i 7-kanten, frokost/aftensmad i Eventyrgården og til sidst en times underholdning med underholdningsgruppen. Arrangementerne får megen ros og viser, at der er stor interesse for 7-kanten og vores mange aktiviteter. Flere og flere foreninger/grupper booker sig nu ind på sådanne arrangementer. I foråret 2015 er der på nuværende tidspunkt yderligere booket to arrangementer med rundvisning, spisning og underholdning. I 2014 har vi haft et par ”åbne” arrangementer, f.eks. i Kræmmergade i Varde under Music4free i forbindelse med Varde Fest- og Kulturuge, hvor de handlende havde mulighed for at stoppe op og overvære showet, men langt de fleste arrangementer er private eller foreningsrelaterede, og foregår rundt omkring i forsamlingshuse, festsale eller på hoteller.
7-kantens underholdningsgruppe består af 10 aktører, 4 damer og 6 herrer samt en pianist – alle med stor erfaring inden for teater, revy og kabaret. Gruppen tilbyder munter, musikalsk underholdning ved stort set alle slags arrangementer, og man kan tilpasse showet tidsmæssigt fra 30 til 90 minutter.

Repertoireudvalget

Repertoireudvalget har gennem hele året læst og set en masse forskellige forestillinger, som vi har drøftet i udvalget og ud fra disse diskussioner, er repertoiret blevet fastlagt. Som noget nyt i 2014 indkaldte vi i maj måned instruktører, ledere m.m. fra de forskellige stykker og afdelinger, så vi i fællesskab kunne planlægge forløbene og få sat ansvarlige på de enkelte forestillinger. Alle syntes det var en god ide, og vi vil gentage dette fremover. Ved sæsonstart i august blev de enkelte stykker præsenteret. Kirstine Bonde Pedersen sang med akkompagnement ved Holger Grumme Nielsen.

Rekvisitlageret på Kærvej

Vores nye værksted og rekvisit lager. I løbet af sæsonen er der blevet opsat vægge og isoleret mure. Desuden er nye lamper installeret. De gode håndværkere har bygget og hygget. Sådan nåede vinterspillet at kunne benytte det rummelige værksted til pre opsætningen af scenografien til “All SHOOK up” samt til øvning inden vi flyttede i Musikhuset Esbjerg. Sommer spillet har også nydt godt af de nye lokaler, da den store drejescene til “Horehuset” skulle repareres. I skrivende stund, er der skiftet glas i vinduerne mod Kærvej, alle ovenlysvinduer er blevet udskiftet og nye døre, er ved at blive sat i. Tirsdag og torsdag formiddag arbejder håndværkerne. Torsdag aften bliver generelt brugt på oprydning, så vi kan benytte pladsen optimalt. Der er indkøbt reoler til rekvisitlageret, som bliver opsat i starten af 2015. Planen er at vi skal have flyttet rekvisitlageret og resten af værkstedet fra Grydvad til Kærvej inden Jul 2015. Så vi ser frem til masser af gode timer i lokalerne, før vi er helt på plads.

Teknikudvalg

Har sørget for lyd, lys, video og tekniske løsninger til sæsonens forestillinger. Vi har opdateret på trådløse mikofoner til lyden, og vi har noget at det bedste udstyr. Lys har fået en ny lyspult til afvikling af forestillinger, som gør arbejdet så meget nemmere. Af tekniske løsninger kan nævnes “All SHOOK up”, hvor vi byggede trådløst lys ind i kulisserne. Til “Byens Bedste Horehus” skulle huset køre frem og tilbage og samtidig kunne dreje. Vi fik assistance fra mange hjælpsomme mennesker til af løse denne udfordring. Vi endte med at få 2 nye teknikere på holdet. Vi takker for deres hjælp. 2014 har være et fantastisk godt år for teknikken, vi har fået mange gode udfordringer, der blev løst. Fremtiden venter med endnu flere spændende tekniske udfordringer og hyggelige stunder med ’sjakket’.

Revy på Kanten 2014

7-kantens nye tiltag ”Revy På Kanten” kom godt i gang i oktober med fem forestillinger på Hotel Arnbjerg. 659 publikummer så forestillingen, som har fået rigtig gode anmeldelser fra alle. Faktisk benævnes de, som den bedste Revy i Varde til dato. Revyen var en revy med både lokalt og landspolitisk islæt, krydret med lidt der bare var sjovt, og frem for alt med nogle flotte danse. Alle skuespillere og dansere gjorde en fantastisk flot indsats for at revyen skulle blive til det den blev, kort sagt blev det en succes. Rammerne på Hotel Arnbjerg er fantastiske, hvilket de mange spisende til revyen beviste. Publikum hyggede sig før, under og efter forestillingen. Ca. 300 spiste på hotellet. Når der startes noget nyt viser der sig altid, at noget kunne have været bedre. Det viste sig også at være tilfældet i 2014, men det skulle være løst til Revyen i 2015, som også holdes på Hotel Arnbjerg i Uge 40 med fem forestillinger.

Udvalg for kostumer- og systue

På systuen har vi heller ikke ligget på den lade side i 2014! Ud over de mange dejlige forestillinger, vi har designet kostumer til i foreningen, har der været godt gang i udlejningen. Det gælder såvel private udlejninger, som til forestillinger rundt om i landet. Den største udfordring var Chess i Silkeborg. Her deltog vi også fra systuen med div. kostumer syet fra bunden. Det første der skulle skydes i gang efter sommerspillet var et ugekursus i kostumesyning for andre teatre. Det blev en sjov og lærerig uge med gode muligheder for gentagelse. Sideløbende var 3 sypiger fra vores systue med på kurset, og fik her en bunden opgave : Sandfolket til Tirpitz projektet.

Sandfolket - et nyt folk kom til verden

7-kanten står bag skabelsen af en ny turistattraktion ved det nye Tirpitz Museum.
I takt med at det nye museum bliver opført, vil skuespillere lade Sandfolket få liv.
Det er en dejlig fortælling om et folk, der lever i klitterne og om deres kamp for at blive usynlige igen efter Havheksens forbandelse. De små optrin bliver kombineret med skattejagt i naturen og sjove opgaver for store og små.
Jens Jager og Karin Egholm står bag skabelsen af Sandfolket, som fik deres første optræden i forbindelse med Vadehavsfestivalen 2014. Figurer, masker og historie er stadig på begynderstadiet, men publikum viste stor interesse for det nye folk i sandet. I 2015 arbejdes der intenst på at få alting på plads, så Sandfolket er klar til det nye museums åbning i 2016.
Et spændende projekt lavet i samarbejde med lokale ildsjæle og 7-kanten.
Erik Dyhr Thomsen er tovholder på projektet.

7-kantens Sminketeam.

Vi er i årets forløb startet med at strukturere sminketeamet ud fra 7-kantens værdigrundlag. Det vil sige at vi bliver mere synlige og søger nye udfordringer, og føjer ny viden til vores udvalg. I oktober måned, gav vi vores bidrag til Halloween, da vi blev købt til at sminke i Sea West. Det var en spændende opgave, hvor vi mødte mange mennesker fra mange forskellige egne i landet. Vi fik da også et rimeligt honorar med hjem til 7-kanten. Sommerspillet venter forude med store udfordringer, som vi er ved at have styr på. Der er stor interesse fra vores dygtige team til at deltage i denne opgave. Vi er i gang med at planlægge kurser i 7-kanten for dem der er interesseret. Der vil blive udsendt indbydelser til disse arrangementer.

Arkivudvalget

Vi har i Arkivudvalget været samlet 9 - 10 gange (torsdag eftermiddag) til arkivarbejde incl. klippe/klistre til skrapbøgerne (som ligger i stuen). Klippe/klistrearbejdet har vi nu overgivet til Jytte Andersen, da der efterhånden var rigtig meget udklip som arkivudvalget ikke så sig i stand til at varetage på betryggende vis. Vi mødes kun 1 gang pr. mdr. og da der også er en del ovre i arkivet (bag Eventyrgården) som skal laves, måtte vi vælge klippe/klistrearbejdet fra. Det er også arkivudvalget, som sørger for at medlemsbladet bliver udsendt 6 gange om året. Vi sætter labels på bladet, pakker til udsendelse og leverer til sponsorer. Ja selv til medlemmer i Janderup bliver bladet leveret på adressen, (så spares der jo porto). Da nogle fra udvalget har været med til at starte 7-kanten, har vi nogle hyggelige torsdage hvor der snakkes og fortælles rigtig meget om 7-kanten " i gamle dage". Er nogle interesseret i at høre på, arkiverer vi fra kl. 13.30-15.00 og der er som regel kaffe på kanden fra kl. 15.00.

Udvalg for planlægning af kommende musical skole

Vi har i 7-kanten vedtaget at vi på længere sigt vil etablere en musical skole. Ideen kom efter et besøg i Frøbjerg, hvor de havde stor succes med en sådan skole. Toke Ølgaard og Kirsten Tandrup er tovholdere på projektet, og har på nuværende tidspunkt skrevet et dokument om, hvordan vi synes at den overordnede struktur samt rammerne for denne skole, skal være.
I øjeblikket er vi i gang med at undersøge andre uddannelsestiltag i samme genre her i landet. Vi har holdt et par møder med Musik- og Billed Skolen her i Varde, da vi gerne vil samarbejde med dem. Det er et projekt med en lang tidshorisont. Derfor vil der blive informeret løbende.

Seniorgruppen

Teater om dagen 2014 genoptog ”Rejsen til de grønne skygger” og ”Bremermusikanterne”. Sidstnævnte hold deltog i DATS`s landsfestival i Ryslinge i maj. Begge hold deltog i DATS´s Seniorfestival i ”7-kanten” i november. Holdene er tidligere omtalt i ”Vi i 7-kanten”. Desuden medvirkede holdet i et DATS filmklip, der ligger på you tube og har fået mange visninger. På sigt skal klippet udvikles til en dokumentarfilm om seniorlivet i 7-kanten.

Børneudvalget

I sæsonen 2013/2014 havde vi 4 børnehold i alderen 3 til 14 år, i alt 66 børn. Der blev afholdt Børneteaterfestival d. 22. 23. marts, hvor vi atter engang havde fuld hus til alle forestillingerne, på nær microholdet.  De 2 største børnehold opførte hver 3 forestillinger på de 2 dage. Der blev spillet 10 forestillinger på de 2 dage og ca. 1000 billetter blev solgt.

Efter Børneteaterfestivalen trådte Lene Grau-Hansen ud af børneudvalget og blev erstattet af Lene Pedersen. Så udvalget består nu af: Marianne Platz, Lene Pedersen, Maja Bjerg, Jonna Jul Gudmundsen og Camilla Platz, som repræsentant fra bestyrelsen. Jonna Jul Gudmundsen blev valgt til formand for børneudvalget.

Tilmeldingen til næste sæson blev igangsat elektronisk på 7–kantens hjemmeside inden sommerferien. At det er blevet elektronisk, er en kæmpe lettelse for udvalget, der nu kan bruge energien på mere interessante opgaver, end at føre håndskrevne lister over tilmeldte børn. I forbindelse med den nye skolereform, indledte 7-kanten i foråret et samarbejde med Jacobiskolen i Varde. Formålet var at afsøge muligheden for at oprette et børnehold på skolen. En fælles aftale kom i hus mellem SFOen på Jacobiskolen i Varde og 7–kanten.

Vores sæson 2014/2015 startede i midten af august med instruktørkursus for vores unge instruktører. Kurset var blevet til i samarbejde med DATS. Kurset er specifikt målrette unge, og er tænkt som en teaterungdomsuddannelse. Vores instruktører havde et par virkelig gode kursusdage, så ideerne og lysten til at indlede næste sæson blev vakt. I starten af september begyndte alle de nye børnehold, 4 hold i 7 kanten og sidste skud på stammen Jacobiholdet. Der er mellem 20 og 25 børn på de 4 største hold, kun microholdet er ikke fyldt op. Microholdet består i år kun af 4 børn fra 3 – 6 år. Et lille, men meget aktivt hold Alle børneholdene var samlet til en teaterworkshop den 15. november. Workshoppen blev afholdt på Jacobiskolen og foregik i samarbejde med DATS. Formålet med workshoppen var at få børnene rystet sammen på tværs af holdene og selvfølgelig spille teater. Workshoppen blev en stor succes. Dagen sluttede af med en stor teaterforestilling for forældre og søskende. I øjeblikket bliver der arbejdet intensivt på forskellige teaterstykker på alle børneholdene. Den næste børneteaterfestival venter forude. Planlægningen af denne festival er for længst i gang, der har været møde mellem instruktørerne på de enkelte børnehold og kostumeafdelingen, sminkeafdelingen, scenebyggerne, lys –og lydfolk og regien, så alle kender udgangspunktet for at endnu en børneteaterfestival kan forløbe planmæssigt. 

Sponsorer

Guldsponsorer:
Sølvsponsorer
Bronze sponsorer:
Sponsorerne skifter - besøg en sponsor - tryk på logoet.

Se alle vore sponsorer -
klik her

Kostumeudlejning

Mangler du et kostume til en temafest, så læs meget mere her

KostumeForside

Nyhedsmail

Du vil efter tilmeldingen, modtage en mail du skal bekræfte, for at være endeligt tilmeldt vores nyhedsmail.

Du kan til enhver tid afmelde dig vores nyhedsmail.

Medlemskontingent

MEDLEMSSKAB MEDINDFLYDELSE OG MEDANSVAR I 7-KANTEN

Du kan nu forny dit medlemskab (eller blive nyt medlem) i 7-kanten, ved at trykke på dette link

Læs mere om medlemskab - klik her

 
facebook_page_plugin